Vi har koedeligt begaer :)

Argentinsk koed

Vi har hoert meget godt om oksekoedet i Argentina og har glaedet os dertil. Saa paa en restaurant i Salta bestilte vi saa 2 boeffer. En halv time efter kom en king size grill ind med koed fra oksehjerter og -hjerner til T-bone steak og blodpoelse. Bon Appetit!

Fra Chile til Argentina

Solnedgang, set fra cockpittet paa tomleturen.



Saltflager



Ahh, hvor er det nice!



Plaza de Armas i Salta

Hot bath!

Hele den fantastiske tur sluttede vi af med i 50 graders varme kilder.
Det var koldt at traekke i badetoejet i de knap 5000 meters hoejde,
hvor vinden peb, men en saliggoerende oplevelse at ligge i det varme
vand. Herefter sluttede turen med, at vi ankom til San Pedro de
Atacama i Chile, hvor vi kun tilbragte en dag, da pengene hurtigt
kunne faa ben at gaa paa. Naeste morgen blaffede vi og kom op at koere
med en meget venlig argentinsk lastbilchauffoer. Fra cockpittet sad vi
hele dagen og noed den smukke koeretur til kolonibyen Salta i
Argentina. Byen er skoen med sine flotte palmer, bygninger og billige
restauranter. Ikke mindst er det herligt endelig at vaere i varmen
efter 1,5 maaneds kulde i hoejderne. Ogsaa dejligt at kunne faa andet
toej paa end vores ene par slidte cowboybukser.

Saa' der suppe

Pruttende gejsere

For foerste gang i vores liv ser vi gejsere. Meget
ildelugtende oplevelse. Det stank af aeg, men det var sjovt at se den
boblende suppe.

Kuloerte soeer

Soevand i alle farver

Ikke nok med, at vi i Huaraz (det nordlige Peru) saa krystalblaa
laguner. Her saa vi ogsaa hvide, groenne og saagar roede soeer.
Saerligt den store, roede soe var formidabel med de groenne, blaa og
hvide farver, der sammen med vulkaner og flamingoer omkrandsede den
roede farve.

Flamingoland

Latinamerika er kendt for den smukke flamingodans, som Therese fik lov til at eksperimentere med til sin polterabend. Dog var det ikke dans, men store og lyseroede fugle, vi fik lov at se. De gik kroket med naebet nede i suppedasen og soegte efter olie (tror vi?).

Oerkenvandring



Hobbitmekaniker



Smaarygende vulkan

Sandkassen

Efter saltoerkenen skifter underlaget til sandoerken, hvor der udover sand, sand og sand er flotte vulkaner (èn af dem med roeg i skorstenen ) og bjerge med floedeskum. Undervejs skal bilen lige repareres af den lille hobbit-guide.

Godmorgen

Solopgang i sandoerkenen

Vi er blevet A-mennesker. De smukke solopgange kan vi ikke faa nok af, derfor staar vi tidligt op naeste dag i sandoerkenen i minusgraeder for at se det foerste glimt af solen. Vores traette ansigter bliver “oplyst”, og vores kroppe danner lange skygger. Resten af dagen skal det vise sig, at solopgangen kun er èt ud af mange naturoplevelser.

Kaempekaktusser

Vi er blevet meget klogere paa salt

Udtrykket: “ja, han har ikke engang raad til salt paa sit aeg” bruges ikke i stor stil i det sydvestlige Bolivia. Vi hoerte det i hvert fald ikke brugt en eneste gang, da vi tog paa en 3-dags tur i oerken-omraadet. Maaske billederne nedenfor vil forklare hvorfor? Uyunioerkenen bestaar af salt, salt og atter salt. Ikke sne, men salt. Ikke manna, men salt. Ikke noget som helst andet end salt. Saa er det vist paa plads? I dette storslaaede omraade ser vi, hvordan saltet bliver samlet sammen i dynger, hvorefter det bliver hentet og derefter bearbejdet, saa vi i den sidste ende kan faa salt paa vores aeg.
Mens vi koerer afsted i vores 4-hjulstraekker, sammen med vores boliviske guide, to colombianere, en japaner og en franskmand (kvinde), opdager vi, at solbriller er strengt noedvendige. Solen spejler sig voldsomt i de uendelig mange saltkrystaller, og giver skarpt lys. Det er en maerkbar modsaetning til moerket i minen i Potosi. Som kunstmaler vil det ikke vaere den stoerste kunst, at male naturen her, for her eksisterer kun to farver: hvid(salt) og blaa(skyfri himmel). Det er kun bjergene, som vi kan ane i det fjerne, der skaber lidt ekstra kuloer i den fantastiske naturpark. Mens vi koerer undrer vi os over den saerpraeget natur. Guiden fortaeller, at der for mange aar siden var en stor saltvandssoe i omraadet. Denne soe havde ikke noget afloeb, og efter en del lange sommere, smeltede soen (havde jeg naer sagt), og tilbage er en frygtelig masse salt. Ude midt i “soen” strander vi paa en oede oe, som stort set kun bestaar af kaktusser. Her spiser vi frokost og nyder synet af de tusindvis af “naaletraer”. Nogle er mere end 12 meter hoeje, og vi tror ikke vores egne oejne.

Besoeg ved minen i Potosi

Danish Dynamit! Vi havde koebt en dynamitstang som gave til èn af minearbejderne.



En arbejder skubber en tung vogn.



Han arbejdede alene i 40 graders varme. Han fik vores dynamitstang.



Vi besoegte minearbejdernes djaevel, som de ofrer kokablade og cigaretter til.



Nogle gange var der ret snaevert.

4 lande paa godt en uge!

Sidst vi skrev, befandt vi os ved Titicacasoeen i Peru. Siden har vi baade krydset Bolivia, Chile og nu det fantastiske Argentina.

LA PAZ er lig med kaos. Det var forventningens glaede, der var stoerst, da vi ankom til den smukt beliggende hovedstad La Paz for en uges tid siden. Gaderne er stopfyldte med boder, der byder paa alt fra lamafostre til bippende vaekkeurer, og menneskemaengden goer det svaert at komme frem. Ikke nok med den megen stoej fra bilerne og menneskerne, ogsaa fra boderne stoejer det fra de mange ghettoblastere, der sender daarlig musik fra oedelagte hoejtalere. Ja, det eneste vi har at takke byen for er, at det efter mange timers besvaer lykkedes os at koebe et nyt kamera (magen til vores gamle), som vi er meget glade for.

Herefter kunne det ikke gaa staerkt nok med at komme ud af byen og mod syd til verdens hoejest beliggende by, Potosì (4090 m.)Vi blev straks forelsket i de spanske kolonihuse i centrum, der boed paa smukke altaner og flotte farver.
Ved byen ligger soelvbjerget, Cerro Rico, som i vores guidebog er sat til et af Sydamerikas stoerste historiske highlights, og det var det uden tvivl ogsaa. Vi tog afsted med en guide, der selv havde arbejdet i minerne i 7 aar. Inden turen blev vi iklaedt bukser, jakke, stoevler, hjelm, pandelygte og stoevmaske, og saa begav vi os ellers ind i kulsorte minegange, hvor vi det meste af tiden maatte gaa med kraftigt boejede hoveder og til tider ned paa alle fire. Paa trods af masken blev munden fyldt med stoev, og luften var toer og ildelugtende. Vi var saa heldige at se omtrent 40-50 minearbejdere arbejde. 6-8 maend skubbede bag paa 1-tons tunge vogne, der korte paa gamle oedelagte skinner. Flere gange gik vognen af skinnerne, og de skulle saa loefte den paa plads. Én arbejdede i 40 graders varme helt alene og haabede paa at finde noget af vaerdi, der kunne goere ham til en rig mand. Mange startede arbejdet som 15-aarige og gav dermed afkald paa dagens sollys, maaske resten af livet. Alle arbejdede i droemmen om de store penge og var overraskende tilfredse for deres arbejde, selvom alt var manuelt og i vores oejne dybt uacceptabelt. De arbejdede 12 timer om dagen i doppet tilstand paa grund af coca-bladene, som var deres eneste foede.
Dette besoeg har gjort et dybt indtryk paa os, og vi har svaert ved at fatte, at kolonitidens arbejdere blev paabudt, at de aldrig maatte komme ud af minen, altsaa aldrig faa sollys. De faa, der slap ud, blev blinde. Blot efter 1,5 times ophold i minen, var vi meget taknemmelig for at komme ud i den friske luft og se dagens lys.
Efter en meget spaendende dag, som vi sent vil glemme, tog vi bussen videre til Uyuni, som skulle vise sig at blive udgangspunkt for 3 fantastiske dage.

Titicaca-soeen

Lige som bue og pil er essentiel for indianere, saa er et kamera essentiel for en turist. Da vi er saadan en af slagsen, stod det skidt til med humoeret, da vi forleden maatte sande, at vi havde mistet vores kamera paa mystisk vis. "Det er hverken knaehoej karse, eller bred ymer..." - SURT! Men med vores nyindkoebte engangskamera er humoerbarometeret igen i top, og det er det faktisk!
Vi er netop kommet tilbage til Puno by efter to farverige og kulturelle spaendende dage paa Titicacasoeen. Foerste stop var de beroemte sivoeer, der i sandhed var et soergeligt syn, naar man saa befolkningen, som var totalt overgivet i turismens kyniske haender. Deres eksistens afhang 100% af turisternes gavmildhed, og vores guide spaaede sivoeerne til at vaere ubeboede om 2-3 generationer. Spaendende var det at forestille sig, hvordan sivbeboerne under inkatiden dannede denne specielle levevis midt ude paa soeen, hvor alt er lavet af siv. Mange af sivhusene og skibene var flot konstrureret, og disse var en fryd for oejet, men ellers var det trist for sjaelen. Senere begav vi os videre paa 3 timers fantastisk smuk sejllads til oen Amantaní, hvor vi blev modtaget af en meget livlig og evig-leende pige paa 19 aar, der bragte os hen til vores vaertsfamilie. Det var en dejlig oplevelse at sidde sammen med familien i det roegfyldte koekken og hjaelpe til med at skraelle kartofler til aftensmaden, der bestod af et par ufaerdigkogte kartofler og en enkelt tomatskive, og saa selvfoelgelig coca-te bagefter. Vi tilbragte resten af dagen og natten med i dette hjem, og bl.a. proevede vi ogsaa at laere den evigglade pige backgammon, hvilket viste sig at vaere mildest talt umuligt, da taellekunsten ikke var helt i orden. Interessen for dette spil - som er blevet et flittigt brugt rejsespil - har vist sig at vaere helt enorm fra den sydamerikanske befolkning. Det er som om, at terningerne har en magisk effekt paa dem. Besoeget paa oeen noed vi ellers ved at se en smuk solnedgang og solopgang kl. 5 (lige som vi plejer :)). Naeste dag besoegte vi en anden oe. Faelles for oeerne var befolkningens beklaedning, som havde en meget stor betydning. Fx naar en mand gik med en hvid-roed hue, var han ugift. Hvis den var helt roed, var han gift, og saadan havde hver enkelt beklaedningsdel og farve hver sin betydning. To skoenne dage!
Imorgen tager vi til verdens hoejest beliggende hovedstad La Paz i Bolivia, hvor vi skal forsoege at finde et digitalkamera.

Machu Pichu

Trek til Machu Pichu

Klokken er halv fem om morgenen, og vi sidder nu i bussen med en flok entuatastiske turister, der alle skal ud paa Salkantay-trekkingturen, som er et alternativ til den beroemte inkatrail, der for laengst er totaludsolgt. Efter et par timers koersel til en lilleput-landsby bliver vi 12 mennesker stuvet sammen i et lille fugtigt lokale, hvor det toerre broed skal indtages til morgenmad. Herefter gaar trekkingturen for alvor i gang, og vejret laegger ud med serioes regn, der skal vise sig at vare de naeste to doegn. Heldigvis har Anders og jeg + vores venner Anders og Thomas valgt at tage den foerste dag paa hesteryg. Saa mens de andre vandrer i mudder til anklerne, sidder vi toerfodet og faar varmen fra hestene. Anders Holms hest var dog ikke en hest men et mulddyr, der hed Olga, og den fulgte magnetisk vores heste lige i roeven, saadan at Anders´knae konstant var udsat for faren for hestemoeg :)
Resten af vores tur skulle vise sig at blive ganske interessant paa godt og ondt. En ting var den megen regn, der fik Anders´foedder til at ligne en kroellet klud, da hans efterhaanden ret slidte og hullede kondisko ikke var beregnet til 2 doegns regn :) En anden ting var guiden, der viste sig at vaere den stoerste pestilens, vi laenge har moedt. Han var snotforvirret og lavede konstant loefter, som han aldrig holdt, han loej for os op til flere gange, og hver gang én i gruppen stilte ham et spoergsmaal, var det eneste, han formaaede at svare: "Don´t worry, don´t worry, no problem, no problem, everything is under control". Guiden blev mildt sagt en stor joke paa hele turen. Vi spurgte ham et par gange, hvor mange timer vi skulle gaa endnu, og da svarede han fx 2 timer, selv om det i virkeligheden var 5 timer. Dette bliver man godt tosset over, naar man har indstillet sig paa noget andet, og naar man gaar rundt med ca. 10 meget oemme vabler, og man saa skal saette sig op til 3 timers kraevende gaagang mere med ens traette kroppe. Der kunne naevnes meget mere om, hvad guiden var skyld i af uansvarlige og helt uacceptable situationer, men heldigvis boed turen ogsaa paa mange gode oplevelser. De sidste dage skinnede solen, skoene blev toerre, og vi noed at vandre i hoejlandets tropiske bjerge med udsigt til et utal af vandfald. Det var en syret oplevelse, da vi blev stuvet sammen turister og indfoedte paa ladet af en lastbil og saa bumlede afsted med udsigt til mango-, appelsin-, banan-, advocado- og kaffeplantager. Helt fantastisk var det dog, da vi den sidste dag som beloenning skulle se Machu Pichu, der i al sin pragt og vaelde laa gemt i et bjergparadis. Meget af Machu Pichu er blevet renoveret og vedligeholdt, saadan at os fantasiloese turister kan se, hvordan det oprindeligt har set ud. Det var forundrende at gaa rundt i denne flere-hundrede-aar gamle by, der paa mesterlig vis viser inkaernes unikke byggekunst. Sten efter sten er noejagtigt hugget til, saadan at ingen moertel har vaeret noedvendig. Efter dette spaendende besoeg skulle vi endelig hjemad efter 5 kraevende og spaendende dage. Men foerst skulle vi dog vente 5 timer paa toget, da vores guide selvfoelgelig ikke havde koebt billetter, selv om han nok saa fromt havde paastaaet at have dem om morgenen. Saa blandt de mange hundrede af turister var vores gruppe den eneste, der ikke kom afsted med 13-toget, men derimod 16-toget, som selvfoelgelig foerst koerte kl. 18., da man jo ikke skal glemme sydamerikansk manana-manana-mentalitet. Efter 1,5 times togkoersel skulle vi med bus resten af vejen, da toget var forhindret i at koere videre paa grund af et jordskred, som nogle maaske har hoert om i nyhederne.
Vi har nu tiltraengt haft en lang nattesoevn i Cuzco og fik imorges et langt varmt bad. Om et par timer tager vi natbussen til Titicaca-soen, og vi glaeder os :)

Lamaer og traette dansker naer ruinbyen

Den frodige dal og med kabelvogn over floden

Vandring i skyer og regn

Brandgo' coca-te ved campen

Ollantaytambo-ruinen og dans paa plaza'en

Katten Molly, hushjaelpens datter og soede Silje

Seightseeing i Cuzco-omraadet og "vores" nye hjem

Ruiner, kirker og varme dyner

Paa bordet staar friskpresset appelsinjuice, varme nybagte boller (med smag), jordbaermarmelade, en god kande stempelkaffe, nutella, maelk, og ikke mindst en stor tallerken frugtsalat. Det er morgen i Anja og Bjarnes hus i Cuzco. Vi har om ikke erobret, saa i hvert fald fundet os godt til rette i deres dejlige hus. Vi nyder luksusen af god og smagfuld mad, fyldige dyner, fri internet, dvd`er i lange baner og ikke mindst hinandens selskab, som i oevrigt ikke er saa ringe endda. Naar morgenmaden lige saa langsomt er gledet ned i maven, pakker vi vores tasker til en halvdagstur. Inden vi tager afsted, siger vi dog goddag og farvel til vores soede hushjaelper, Clarissa, som 4 dage om ugen hjaelper os med at goere rent, bager gode boller, vasker toej osv.
Vi har vaeret paa nogle rigtig dejlige dagsture, og vi har snart faaet set alt, hvad der er i og omkring Cuzco. Vi har nysgerrigt strejfet forbi en haandfuld store katolske kirker. Nogle er bygget oven paa gamle inkatempler, hvilket helt klart signalerer et magtskifte. De er smukke og pompoese, men vi synes ofte, at de giver et billede af en religios kult, naermere end bibelsk kristendom. Saerligt deres billedkunst, som viser fromme, lidende og guldpyntede helgener, som ofte er omringet af et dusin englebasser, giver os en daarlig smag i munden. Og jeg tror naeppe, at vi en dag bliver katolikker, saa ved I det.
Derimod har vi gjort store oejne, naar vi har besoegt de mange ruiner i omraadet, som er bygget i enorme stoerrelser paa smukke bjergtoppe.
For nogle dage siden stod vi hoppende og forventningsfulde og viftede med groenne hjemmelavede danske flag for at byde vores to gode venner, Thomas og Anders, hjerteligt velkommen til Cuzco. Det blev dog et paent kikset forsoeg efter et par timers venten, da de ankom ved en anden terminal :) Vi fandt dem dog, og vi har nu haft nogle rigtige hyggelige dage sammen, og i naeste uge venter en spaendende 5-dages trekkingtur i bjergene(ikke den beroemte og dyre inkatrail, som er total udsolgt en maaned frem), der udmunder i et besoeg paa Machu Pichu. Vi glaeder os meget!