Vi er blevet meget klogere paa salt

Udtrykket: “ja, han har ikke engang raad til salt paa sit aeg” bruges ikke i stor stil i det sydvestlige Bolivia. Vi hoerte det i hvert fald ikke brugt en eneste gang, da vi tog paa en 3-dags tur i oerken-omraadet. Maaske billederne nedenfor vil forklare hvorfor? Uyunioerkenen bestaar af salt, salt og atter salt. Ikke sne, men salt. Ikke manna, men salt. Ikke noget som helst andet end salt. Saa er det vist paa plads? I dette storslaaede omraade ser vi, hvordan saltet bliver samlet sammen i dynger, hvorefter det bliver hentet og derefter bearbejdet, saa vi i den sidste ende kan faa salt paa vores aeg.
Mens vi koerer afsted i vores 4-hjulstraekker, sammen med vores boliviske guide, to colombianere, en japaner og en franskmand (kvinde), opdager vi, at solbriller er strengt noedvendige. Solen spejler sig voldsomt i de uendelig mange saltkrystaller, og giver skarpt lys. Det er en maerkbar modsaetning til moerket i minen i Potosi. Som kunstmaler vil det ikke vaere den stoerste kunst, at male naturen her, for her eksisterer kun to farver: hvid(salt) og blaa(skyfri himmel). Det er kun bjergene, som vi kan ane i det fjerne, der skaber lidt ekstra kuloer i den fantastiske naturpark. Mens vi koerer undrer vi os over den saerpraeget natur. Guiden fortaeller, at der for mange aar siden var en stor saltvandssoe i omraadet. Denne soe havde ikke noget afloeb, og efter en del lange sommere, smeltede soen (havde jeg naer sagt), og tilbage er en frygtelig masse salt. Ude midt i “soen” strander vi paa en oede oe, som stort set kun bestaar af kaktusser. Her spiser vi frokost og nyder synet af de tusindvis af “naaletraer”. Nogle er mere end 12 meter hoeje, og vi tror ikke vores egne oejne.