4 lande paa godt en uge!

Sidst vi skrev, befandt vi os ved Titicacasoeen i Peru. Siden har vi baade krydset Bolivia, Chile og nu det fantastiske Argentina.

LA PAZ er lig med kaos. Det var forventningens glaede, der var stoerst, da vi ankom til den smukt beliggende hovedstad La Paz for en uges tid siden. Gaderne er stopfyldte med boder, der byder paa alt fra lamafostre til bippende vaekkeurer, og menneskemaengden goer det svaert at komme frem. Ikke nok med den megen stoej fra bilerne og menneskerne, ogsaa fra boderne stoejer det fra de mange ghettoblastere, der sender daarlig musik fra oedelagte hoejtalere. Ja, det eneste vi har at takke byen for er, at det efter mange timers besvaer lykkedes os at koebe et nyt kamera (magen til vores gamle), som vi er meget glade for.

Herefter kunne det ikke gaa staerkt nok med at komme ud af byen og mod syd til verdens hoejest beliggende by, Potosì (4090 m.)Vi blev straks forelsket i de spanske kolonihuse i centrum, der boed paa smukke altaner og flotte farver.
Ved byen ligger soelvbjerget, Cerro Rico, som i vores guidebog er sat til et af Sydamerikas stoerste historiske highlights, og det var det uden tvivl ogsaa. Vi tog afsted med en guide, der selv havde arbejdet i minerne i 7 aar. Inden turen blev vi iklaedt bukser, jakke, stoevler, hjelm, pandelygte og stoevmaske, og saa begav vi os ellers ind i kulsorte minegange, hvor vi det meste af tiden maatte gaa med kraftigt boejede hoveder og til tider ned paa alle fire. Paa trods af masken blev munden fyldt med stoev, og luften var toer og ildelugtende. Vi var saa heldige at se omtrent 40-50 minearbejdere arbejde. 6-8 maend skubbede bag paa 1-tons tunge vogne, der korte paa gamle oedelagte skinner. Flere gange gik vognen af skinnerne, og de skulle saa loefte den paa plads. Én arbejdede i 40 graders varme helt alene og haabede paa at finde noget af vaerdi, der kunne goere ham til en rig mand. Mange startede arbejdet som 15-aarige og gav dermed afkald paa dagens sollys, maaske resten af livet. Alle arbejdede i droemmen om de store penge og var overraskende tilfredse for deres arbejde, selvom alt var manuelt og i vores oejne dybt uacceptabelt. De arbejdede 12 timer om dagen i doppet tilstand paa grund af coca-bladene, som var deres eneste foede.
Dette besoeg har gjort et dybt indtryk paa os, og vi har svaert ved at fatte, at kolonitidens arbejdere blev paabudt, at de aldrig maatte komme ud af minen, altsaa aldrig faa sollys. De faa, der slap ud, blev blinde. Blot efter 1,5 times ophold i minen, var vi meget taknemmelig for at komme ud i den friske luft og se dagens lys.
Efter en meget spaendende dag, som vi sent vil glemme, tog vi bussen videre til Uyuni, som skulle vise sig at blive udgangspunkt for 3 fantastiske dage.