På hesteryg ved gletcher

Det smukke bjerg Valnuraju

Den blå lagune

Smukke højlandskvinder

Katedralen i Lima

De indfødtes hytte og Anders´ piratfangst

Hvem er kønnest?

Frokost ved campen i den dybe jungle

Bestigning af Valnuraju (5800 m)

Gisp, prust stoen. Vi er netop begyndt den lange seje klatretur op ad bjerget. Bjergsiden er om ikke lodret, saa meget stejl. Saadan foeles det i hvertfald. Vi proever at holde fodfaeste paa de loese sten, det toerre sand og de maegtige klipper. Vores haender griber krampagtigt fast i solide graestotter. Muskelmaskinen arbejder paa sit hoejeste, halsen er toer, men vi ser mod den hvidklaedte top og tager endnu et skridt. Endelig efter 4-5 timers haard vandring naar vi endelig vores base-camp, som byder paa en smuk udsigt, vi sent glemmer. Teltene bliver sat op (dog med en smule besvaer, da vi ikke er de sygeste hajer til den slags spejderopgaver), suppen bliver sat over, og vi styrker os endnu en gang med en kop varm coca-te, der hjaelper mod hoejden. Klokken 18.00 springer vi i soveposerne for derefter at blive vaekket kl. 01.45 af vores meget hjaelpsomme guider. Anders´ mave vroevler en smule, og energien er ikke i top, men vi faar pigsko paa, bliver bundet sammen med reb, pandelampen bliver spaendt paa, og det skal vise sig, at vi nu begiver os ud paa den haardeste fysiske udfoldelse, vi nogensinde har proevet. Men vi gaar og klatrer, klatrer og gaar. Helt udmattet efter flere timer spoerger vi, hvor langt der er igen, og skuffende nok er svaret, at med det tempo vi har, er der ihvertfald 6 timer til toppen. Vi gisper, men fortsaetter nogle timer endnu. Da vi naar et plant stykke paa gletcheren, hvor udsigten er fortryllende smuk, saetter vi os afkraeftet ned og kan ikke tage et skridt laengere. Vi kigger med en taare i oejnene op mod toppen og maa erkende, at det er uforsvarligt at fortsaette de sidste 4 timer. Da foerst denne svaere beslutning er taget (dog i kaerlighed til os selv), aander vi lettet op og ser velsignet paa den guddommelige natur. Vi skuer mange bjergtoppe, som staar krystalklare i solens glans. Stilheden er fyldt med poesi. Stoltheden vokser i os, og velfortjent nupper vi to Gajolshots, som vi inden rejsen modtog som gave af Thomas og Pernille til dette formaal.
Nedturen tager ogsaa paa kraefterne. Ikke blot skal vi ned af den stejle gletcher, men vi skal ogsaa vandrer resten af eftermiddagen fra base-campen og ned. Til tider synes kroppen at vaere i en omtaaget tilstand. Kraefter, som er opbrugt, skal genbruges. Vi er doedtraette, og Anders praesterede paa 10 sekunder at falde i soevn paa en sten. Aldrig i vores vildeste fantasi havde vi droemt om, at turen kunne vaere saa haard. Men meget tiltraengt kom vi tilbage til vores hotel, og Therese kunne endelig hvile sin fod, der paa nedturen havde forvandlet sig til en oem vabel (vaul).
Summa sum marum, vi vil aldrig glemme denne tur, der har vaeret frygtindgydende smuk og forfaerdelig, ja forfaerdelig haard.

Morgen- og aftenstund paa Amazonas flod

Andesbjergene

Bussen bumler afsted paa den hullede vej. Det er hoejlys dag og udsigten er klar og smuk. Paa venstre side boelger Stillehavet sig og paa hoejre side straekker et sandet og goldt landskab sig saa langt oejet raekker. Jeg, Therese, har ikke set en oerken foer, men det er smukt, og man synes naesten ogsaa, at oerkenen boelger sig i blide bevaegelser i takt til solens farvespil. Vi er netop paa vej fra Lima til Huaraz, der ligger i Andesbjergene. Efter 8 timers koersel ankommer vi. Nu er det moerkt, saa vi faar hurtigt indlogeret os paa et billigt hotel, men saa hurtigt gaar det dog heller ikke, da vi hurtig kan maerke paa hjertebankenen, at vi befinder os i 3098 m. hoejde.
Naeste dag moeder et utroligt smukt syn os. Byen Huaraz er omkrandset af to bjergkaeder (den hvide og den sorte), der i al sin magt og vaelde vidner om en vaeldig skaber. Saa smukt, saa smukt! Den hyggelige og rolige by har mange charmerende sider. Kvinder og maend gaar rundt med karakteristiske hoeje hatte, og kvindernes klaeder er saa farverige, og der er kaelet for deltaljen. De baerer 4-5 nederdele i hver sin farve, et par farvede stroempebukser, minisko, og 3-4 toerklaeder, som ogsaa er i hver sin farve, selvfoelgelig. Utrolig charmerende! I gadebilledet dukker der ogsaa lamaer op, og ellers er der alle de lokale markeder og ikke mindst de hvide Toyota Carolla'er, som er den eneste bil, der koerer i denne by :)
Vores humoer fejler intet - vi nyder virkelig dette sted efter Limas stoejen og foruerening. Dog har det vaeret haardt med akklimatiseringen, saerligt for Anders. Han startede med et par dage i sengen + en slem forkoelse. Det blev bedre, men igaar efter en spaendende og udfordrende en-dags-tur fik han feber og ligger i sengen igen. Ydermere har han haft to soenvlose naetter, som skyldes den hoejde, vi befinder os i. Men paa trods af sygdom og forpustelse har vi indtil nu vaeret paa to spaendende en-dags-ture. Vi har vaeret oppe i en dal i 3800 m. hoejde, som ligger mellem Perus hoejste bjerg Huascaran og en andet bjerg. Her var der den smukkeste, blaa-turkise-krystalklare soe, vi nogensinde har set. Vi troede ikke vores egne oejne. Det var langt mere turkis end selv den bedste reklame for koralhav. Vi var ogsaa paa besoeg i den gamle by Yungay, der i 1970 var ude for en naturkatastrofe. En gletcher var efter et jordskaelv vaeltet ned over byen, og paa 4 minutter laa byen begravet og kun 98 overlevede. Katastrofen foraarsagede ogsaa mange doedsulykker i de naeromliggende byer. Et staerkt besoeg, hvor man kun kan underkaste sig naturens enorme kraefter.
Naeste en-dags-tur saa vi den blomst i verden, raimondi-planten, der paa en gang giver flest blomster. Den kan blive 12 meter hoej, og i loebet af sin 100-aars lange levetid blomstrer den en gang med 20.000 blomster, derefter doer den. Naeste stop var gletcheren Pastoruri paa 5200 m. Anders havde paa dette tidspunkt faaet det daarligt, saa vi tog den paa hesteryg et godt stykke op af bjegskraaningen. En rigtig dejlig og sjov tur, da ingen af os har siddet paa en hest siden 5. klasse. Herfra gik vi de sidste hundrede meter paa isgletcheren. Hold da helt ferie, hvor var det haardt, men en kaempe sejr da vi naede maalet. Man kunne ikke komme helt op paa toppen, men taet paa. Udsigten var dog bestemt ikke ringere, meget smukt at se bjergkaeder sno sig saa lagt oejet raekker, og vi havde en skoen og stolt fornemmelse af at have klaret de sidste meget haarde meter. Efter turen fik Anders feber, saa lige nu leger vi patient og sygeplejerske endnu en gang.
Om to dage, hvis helbredet tillader det, vil vi saette alle vores kraefter ind paa at faa besteget et bjerg. Dette tror vi bliver helt fantastisk! Derefter tager vi direkte til Lima og videre til Cuzco, knap to doegns rejse i bus. Ud over al forventning er vi blevet tilbudt af et missionaerpar, Anja og Bjarne Skinhoej, at bo i deres hus i 14 dage fra den 25. september, mens de er paa missionaerkonference. Dette tilbud er vi meget taknemmelige for og maatte takke ja med det samme!

Lima

Os og benzinstank fylder naeseborerne fra de tusindvis af taxier og
busser. Billisterne trykker vedholdende dythornet i bund i irritation
over de lange koeer pa vejene og kan tilsyneladende snildt bane sig
vej ind mellem to forankoerende og goere en 2-sporet-vej 3-sporet.
Taxichauffoerene staar i massevis og raaber "taxi" efter os i haabet
om at tjene 10 kroner. Flygtigt soeger vi vaek fra stanken og hen til
de smukke pladser og enkelte stroeggader, som Lima heldigvis ogsaa
byder paa. Her bliver vi dog straks overfaldet af de mange
gadesaelgere, der vil prakke os nyttesloese ting paa. Men stakkels
mennesker! De er nemlig blandt Limas 50 % i befolkningen, som ikke har
fast arbejde og maa klarer sig paa anden vis. I gadebilledet er der
ogsaa nogle meget triste skaebner, baade boern og gamle, som sidder
paa de haarde fliser i slidte pjalter og tigger om penge til et enkelt
maaltid mad.

Efter en smuk flyvetur over andesbjergene fra Iquitos i Nordperu til
Lima fik vi os en koelig overraskelse ved ankomsten. Efter de vante
35-39 grader i Amazonas var der kun 15 grader i Lima, puha! Skyerne
ligger som et konstant graat taeppe i 24 timer over byen! Men trods,
at Lima er beskidt, larmende og kriminelt, saa er det dog den foerste
by paa vores rejse, som vi moeder med mange flotte og kulturelle
bygninger.

Vi har bl.a. haft et meget interessant besoeg i San Francisco-kirken,
som er en af de katolske kirker fra 1600-tallet, hvor
franciskaner-munke-ordenen har levet. Vi saa munkenes spisesal,
bibliotek, gaard m.m., og deres strenge levevis synes aartusinder fra
ens egen tid. Der var ogsaa kaempe katakumber-grave under kirken, der
bredte sig flere 100 meter under byen. Hver katakumber var 4-15 meter
dyb, og de mindste indeholdt 25.000 skeletter. Et meget spaendende
besoeg!

Udover et besoeg i katedralen og i andre katolske kirker, som hver har
deres interessante historiske elementer, har vi vaeret paa en raekke
museer, der fortaeller om de indfoedtes historie (heriblandt
inka-kulturen) fra 1000 f.kr. frem til spaniernes erobring i 1532
e.kr. Kulturerne bliver illustreret gennem en maengde keramik, vaaben,
beklaedningsgenstande og tekstiler, og besoegene har gjort os
vaesentlig klogere. Vi var ogsaa i Pachacamac, som er en gammel
ruinhovedstad, hvor de rige holdt til. Ved alle disse kulturelle
besoeg har vi vaeret saa heldige, at vi har faaet en ungdomskort fra
vores rejseselskab, jysk rejser, og da ingen rigtig forstaar engelsk
godtager de det som studiekort, saa vi faar halv pris naesten alle
steder - ikke saa ringe endda!

Udover alt dette historiske stof kan vi fortaelle, at vi har det
rigtig rigtig godt. Vi har fuldt ud vaennet os til at rejse, og vi
elsker at opleve og elsker at rejse med hinanden. Vi har nu rejst 4
uger og ser frem til de mange oplevelser, der stadig venter os. I dag
moedte vi for foerste gang et dansk par - rigtig hyggeligt. Mindre
hyggeligt var det dog, at de fortalte, at de havde moedt et par, som
var blevet roevet og ribbet i et af de mest sikre kvartere i Lima.
Udover vores sygedage er vi dog taknemmelige for, at der ikke er
haendt os noget ubehageligt.

Her i weekenden drager vi nord paa til en hyggelig by Huaraz i de
smukke Andesbjerge. Her skal vi akklimatiseres, inden vi forhaabentlig
for vores lille droem om at bestige et bjerg opfyldt.

Dumbo-oerer og Guacharo-grotten

Krabber og en indianerhytte

Gaatur ved jaspersten og et kangakys

Caribisk hav og table mountains

Naturparken Mochima og en solskoldet ryg

Anders under et vandfald i Gran Sabana (Venezuela)

Saa blev vi syge

I vores baad fra Manaus til Tabatinka bliver jeg, Anders, syg. Therese havde spurgt `en om hjaelp, som havde spurgt en ny om hjaelp osv. Saa snart burde vi naesten havde taget entre` for at roere paa min svendende pande, for en lille flok havde samlet sig ved vores saede. I blandt menneskemaengden er der en soed dame, som arbejder paa et hospital. Hun vil ikke udelukke, at jeg har malaria, men nu maatte vi lige spise broed (og drikke vand) til og vente og se, hvad der vil ske. Jeg faar det dog langsom bedre i loebet af dagen, og da vi efter 2 dages sejltur paa Amazonasfloden endelig naar frem til Tabatinga, er jeg ok. Naeste dag er den dog gal igen med os begge, Jet-mave! Dvs. at naar Therese skylder ud paa toilettet, saa staar mit navn allerede oeverst paa det lille hus` venteliste, og omvendt. Det var en lang dag, Therese kastede ogsaa op, og det hele var lidt ulaekkert, og vores maver klemte. Men nu har vi det godt!

Foerst i nat rejser vi mod Iquitos i Peru. Byen Tabatinga, som vi nu bor i, ligger i Brasilien, men graenser op til baade Columbia og Peru. Og fra Iquitos tager vi fly til Lima.