Bestigning af Valnuraju (5800 m)

Gisp, prust stoen. Vi er netop begyndt den lange seje klatretur op ad bjerget. Bjergsiden er om ikke lodret, saa meget stejl. Saadan foeles det i hvertfald. Vi proever at holde fodfaeste paa de loese sten, det toerre sand og de maegtige klipper. Vores haender griber krampagtigt fast i solide graestotter. Muskelmaskinen arbejder paa sit hoejeste, halsen er toer, men vi ser mod den hvidklaedte top og tager endnu et skridt. Endelig efter 4-5 timers haard vandring naar vi endelig vores base-camp, som byder paa en smuk udsigt, vi sent glemmer. Teltene bliver sat op (dog med en smule besvaer, da vi ikke er de sygeste hajer til den slags spejderopgaver), suppen bliver sat over, og vi styrker os endnu en gang med en kop varm coca-te, der hjaelper mod hoejden. Klokken 18.00 springer vi i soveposerne for derefter at blive vaekket kl. 01.45 af vores meget hjaelpsomme guider. Anders´ mave vroevler en smule, og energien er ikke i top, men vi faar pigsko paa, bliver bundet sammen med reb, pandelampen bliver spaendt paa, og det skal vise sig, at vi nu begiver os ud paa den haardeste fysiske udfoldelse, vi nogensinde har proevet. Men vi gaar og klatrer, klatrer og gaar. Helt udmattet efter flere timer spoerger vi, hvor langt der er igen, og skuffende nok er svaret, at med det tempo vi har, er der ihvertfald 6 timer til toppen. Vi gisper, men fortsaetter nogle timer endnu. Da vi naar et plant stykke paa gletcheren, hvor udsigten er fortryllende smuk, saetter vi os afkraeftet ned og kan ikke tage et skridt laengere. Vi kigger med en taare i oejnene op mod toppen og maa erkende, at det er uforsvarligt at fortsaette de sidste 4 timer. Da foerst denne svaere beslutning er taget (dog i kaerlighed til os selv), aander vi lettet op og ser velsignet paa den guddommelige natur. Vi skuer mange bjergtoppe, som staar krystalklare i solens glans. Stilheden er fyldt med poesi. Stoltheden vokser i os, og velfortjent nupper vi to Gajolshots, som vi inden rejsen modtog som gave af Thomas og Pernille til dette formaal.
Nedturen tager ogsaa paa kraefterne. Ikke blot skal vi ned af den stejle gletcher, men vi skal ogsaa vandrer resten af eftermiddagen fra base-campen og ned. Til tider synes kroppen at vaere i en omtaaget tilstand. Kraefter, som er opbrugt, skal genbruges. Vi er doedtraette, og Anders praesterede paa 10 sekunder at falde i soevn paa en sten. Aldrig i vores vildeste fantasi havde vi droemt om, at turen kunne vaere saa haard. Men meget tiltraengt kom vi tilbage til vores hotel, og Therese kunne endelig hvile sin fod, der paa nedturen havde forvandlet sig til en oem vabel (vaul).
Summa sum marum, vi vil aldrig glemme denne tur, der har vaeret frygtindgydende smuk og forfaerdelig, ja forfaerdelig haard.