Ved verdens ende

Vi er taget sydpaa. Helt praecist befinder vi os ved verdens sydligste by, Ushuaia, endnu mere praecist ved 55. breddegrad. Dog er vi ikke taget herned for at prale af det, men for at vandre i de smukke landskaber. Her har foraaret taget fat: Skoven er nyudsprunget, kaninerne stikker snuden ud af jordhullerne og hopper rundt blandt de tusindvis af maelkeboetter, og smeltevandet render ned af de sneklaedte bjerge. Den hyggelige by med dets venlige beboere er omkrandset af bjerge og iskoldt vand, og vi foeler, at vi har fundet en naturperle.
Paa vores hostel har vi laert den 67-aarige Ray fra Australien at kende. Han er vidt berejst og kan fortaelle mange spaendende historier, nogle gange den samme historie flere gange, da han ikke husker saa godt. Vi moeder ogsaa mange andre flinke mennesker, fx fik Therese idag to kaempe smaekkys paa kinden af en storrygende fransk-kvinde. Imorgen tager vi baade til vands, til lands og i luften. Foerst skal vi sejle et par timer paa Canal Beagle, hvor vi atter vil se boevsende soeloever og festklaedte pingviner. Herefter tager vi flyveren til El Calafate, som er beroemt for sine enestaaende glecthere, hvor isbjerge brydes.
Nyd efteraarets farver i gringoland!