Den caribiske kyst

Bjergene skyder op af landskabet i uendelig raekker, solen staar i cenit og steger vores ryg til stribet flaesk, "we are danish bacon"! En pelikan staar pludselig paa skibets stavn og spejder ud over det caribiske hav. Nysgerrige blikke foelger os "hvide", og der staar "mange penge" malet i vores hudfarve. Den saakaldte luksusbus har aircondition paa hojtryk og skaber bekymring om en forkoelelse, og billigbusen skrider i hoej fart rundt i svingende op af bjerget i den modsatte koerebane. Solcremem bliver atter smurt paa den halvoemme hud, og en liter koldt vand skyldes tiltraengt ned i den svedende krop.

Dagene gaar, den ene mere oplevelsesrig end den anden, og foelserne over det syn, der moeder en, veksler fra undren og skepsis til en begejstret fascination. Hovedstaden, Caracas, i Venzuela har absolut intet at byde paa. Vi tilbragte en dags 15-km-vandring rundt i hovedstaden for at danne os et indtryk, og det fik vi saa sandelig ogsaa. Caracas er et kikset forsoeg paa at blive moderniseret, hvilket har resulteret i, at byens historiske elementer totalt er glemt og fjernet. Der var dog nogle faa sevaerdigheder, som loed spaendende. Et museum med kunst af picasso, Chagall, Miro mf. ville vi gerne se, men det havde lukket, og ingen vidste helt, hvornaar det aabnede. Saa var der en flot univestitetspark, som dog ikke var tilgaengelig pga. en kaempe socialistisk fest. Kirkerne var alle lukkede og pladsen med deres helt Bolivar, som har skaffet flere lande i Sydamerika selvstaendighed, var fyldt med smaa boder og andet gejl, saa et egentligt historisk indtryk var ikke muligt! Det gjorde dog langt fra gaaturen uinteressant. Gang paa gang gik vi ved et nydeligt hoejhus og almindelige butikker, og naar vi drejede rundt om hjoernet befandt vi os pludselig i et slumkvarter. Saa flere gange var det lokale politi henne og vinke os vaek, pga. at omraadet simpelthen var for farligt. Stemningen i Caracas er utryg og larmende, saa det var intet mindre end vidunderligt, da vi naeste dag tog en tur udenfor byen og op i bjergene med kabelvogne. Der var udsigt fra bjerget udover hovedstaden til den ene side, og havet paa den anden side, og saa langt oejet rakte, kunne vi se bjerge. Vi tog os en laengere vandretur ned af en af bjergskraaningerne, og de vildtvoksende traer, palmer, og krat mindede meget om en regnskov. Virkelig flot. Inden turen hjem, var der et venzuelandsk band, der spillede, sang og dansede oppe paa bjerget. En af dansepigerne saa Anders, og trak ham straks op foran, og saa skulle der danses og vrikkes saa godt, man havde laert. Menneskemaengden var meget begejstrede ved synet af en dansende hvid mand!

Siden er vi rejst langs nordkysten og har nydt den formidable udsigt! En af stationerne var en kaempe fredet naturpark kaldet Mochima, der byder paa diverse fredede oer med klipper, tropisk groent, hvide strande, og muligheden for at dykke og snorkle. Vi var ude at snorkle for 45 kr., og det var fantastisk smukt. Hvis man kunne oenske sig et stykke natur i paradis, saa skulle det vaere Mochimas landskaber. Dette sted kommer nok til at ligge i erindringen mange aar endnu. Vi boede i en lille lokal landsby inde paa hovedlandet, og der noed vi synet af de mange pelikaner og oerne, der sad paa skibenes stavne. Vi var ogsaa paa besoeg hos en mand, der kunne lidt engelsk. Han viste os hvert enkelt trae, blomst, krabbe og and, han ejede, og tog det meget personligt, da vi gerne ville hjem, fordi det snart blev moerkt.

Vi er nu i byen Cumana (har indtil videre boet 4 steder), der for foerste gang byder paa butikker, der minder om de europaeiske. Imorgen tager vi til Caripe, som byder paa en km-lang grotte, hvor guacharo-fuglene holder til. Det er det eneste sted i verden, de lever, og udover det skulle der vaere nogle flotte kaffeplantager. Planen det naeste stykke tid er at rejse ned gennem Venezuela med nogle stop paa vejen for saa at komme til Manaus i Brasiliens Amazonaregnskov.

Vi nyder meget vores rejse og hinandens selskab. Vi passer godt paa hinanden og er meget taknemmelig for, at intet ondt er sket os, og at vi ikke er blevet syge.
Tak for forboen!